papieren helden

Bobs lillebror ville overtage gården, det sagde han allerede som otteårig på en markvandring. De var ude at bese hegnspæle og tråd en tidlig forårsdag, hylden i skellet stod knokkelhvid. Bob var femten og godt på vej mod gymnasiet, han lagde nakken tilbage, lukkede øjnene. En pige fra ottende sænkede smilende sin ketsjer. Solen havde allerede en del varme. Men hans lillebrors stemme piblede, og nu kom det forbandede guitarriff også springende som sædvanlig, Sultans of Swing, var det ikke det ene, så det andet.

De brækkede døde grene af, slog ud efter hinanden, fægtekrig i plovfure, den fede jord gullig af jernforbindelser. Det var også noget, der interesserede hans lillebror, kemi og metaller, desuden brevdueflyvning og at gå lige i hælene på deres far eller Bob selv, begge standsede af og til brat op, så han tørnede ind, træskosnude mod hælkappe.

Hun var høj, slank, sporty, slet ikke hans type. Men det smil veg ikke fra hendes ansigt. Han bemærkede hende første gang ved Bredfjed sommeren forinden, hestehale i slowmotion. Hans lillebror havde haft ærter med i en madkasse, og lunken citronvand. Ville også åbne med tænderne, skar sig i mundvigen. Han havde grædt, Bob pressede en snip af håndklædet mod såret. Det var der, hun vendte sig første gang med sit smil. Og hele vinteren holdt han øje med hende i hallen. Men så kom Janne Poulsen, som han kyssede på bagsiden af skolen mellem timerne, senere hjemme på hendes værelse. Der hang en lugt af æbler ved Janne, lårmusklen sitrede. Han syntes lige, han var blevet fortrolig med den lårmuskel, så sad hun på skødet af et stort brød nede i klubben. Bob gik over og købte cigaretter med mentolsmag, Rocky Mountains, cyklede rygende hjem.

Hans gode ven Vålse sagde:

– Du lægger damerne ned.

Hvilket var rigtigt nok, det betød bare ikke, at de blev liggende. Oprigtig talt havde han heller ikke ønsket en længerevarende forbindelse før nu, at komme sammen, men den piges smil satte tanker i gang. Selv om han godt vidste, at gymnasiet ville udradere hende, hun skulle jo kun op i niende.

Aftenen før store bededag mødtes hans klasse hjemme hos en af drengene for at planlægge sidste skoledag, de fik varme hveder, bjerge af smør på asietter. Drengens søster havde sin veninde på besøg, det var badmintonpigen. Hun stod og smilede med et viskestykke over skulderen. Bob sørgede for at smutte samtidig, de fulgtes op til Havnegade og forbi hotellet, og allerede ved den gamle station kyssede de. Hun sagde senere, at hun havde slugt sit tyggegummi i panik. Hun var ellers ikke bange af sig, havde engang egenhændigt skræmt en indbrudstyv væk. Hun havde været alene hjemme en sommernat og hørt ham pusle i det halvåbne vindue, hun var sprunget op fra sengen og havde råbt:

– Hvad tror du, du laver?

En anden gang spiste hun et helt franskbrød.

Forholdet varede to måneder og syv dage, de var også på endagstur til Lübeck, mundhuggedes lykkeligt over en kirschtorte. Hver gang hun lagde sit hoved ind mod hans, gik en strøm hele vejen op fra fodsålerne. Han mødte hendes forældre, sågar hendes faster, fasteren ville se giraffen. Hun var på besøg fra København, sad i sofaen og strikkede benvarmere. En evig forbindelse knyttedes mellem tab af kærlighed og ordet giraf. For det var samme aften, hun gjorde det forbi, de hulkede begge lydløst på trappeafsatsen, ingen kunne udsige det sidste farvel. Men det måtte og skulle gøres. Det ville være for svært, når først gymnasiet var en realitet, som hun sagde. Hvilket jo var det, han hele tiden havde tænkt, hun kom ham blot i forkøbet.

En urørt kop kakao på skrivebordet gennem lange, lyse nætter. At ønske sig tilbage til marts eller forrige sommer. Ærtebælge, en hovedbund fuld af sand. Der gik fire måneder, før han blev sig selv, det var, som hans mor sagde:

– Det tager dobbelt så lang tid at komme sig over sygdom og kærlighed, som sygdommen i sig selv varer.

Man skulle bare vente. Al den venten. Bob kunne holde vejret hen over en hel weekend. Dagene punkterede, de faldt sammen over ham som teltdug. Alene tanken om hendes små lyde, de spaltede hårspidser. Til sidst vidste han ikke, hvad der gjorde mest ondt. At have mistet eller at miste al den tid. Så var tiden gået.

Lees in het Nederlands